Da mit arbejde jo som sagt byder på vagter, hvor mange andre holder fri, har jeg i år været så heldig at få lov til at holde et par erstatningsfridage før jul. Det betyder, at jeg først skal på arbejde 1. juledag og har god tid til lige at få det sidste gjort færdigt inden den store dag/aften. Allligevel synes jeg, at der lige kommer forskellige ting på tværs, men jeg når det jo nok alligevel.I går aftes kom et noget forfrosset træ inden døre. Og igen i år måtte vi konstatere at opmærksomheden ikke havde været helt i top, da træet blev valgt, for på den ene side manglede der underligt nok en gren. Peter påstod godtnok, at den var der da de købte træet, men mente nu heller ikke, at det var blevet forbyttet, sååå. Nu er det så pyntet og med den pæne side ud ser det nu alligevel rigtig flot ud.
Laban er også blevet pyntet og ligner nu en rigtig lille julegris.
I stedet er huset nu næsten klar til 1. søndag i advent. Jeg mangler dog lige en vigtig detalje, nemlig adventskransen, men ellers er der pyntet op og overalt sidder der nu nisser og kigger og bare venter på decembers komme. Labans julekalender er næsten fyldt op med diverse godter og selv han har svært ved at vente og kredser nysgerrigt rundt og snuser til de små brune poser.


I morges da vi stod op var græsplænen hvid og selvom det ikke ligefrem får mig til at juble, er der andre i husstanden der synes det er super, så inden længe var Karl iklædt skibukser og hvad der ellers hører sig til, for at komme ud og skovle sne. Der gik da heller ikke længe før vi blev præsenteret for den flotteste snemand, som var blevet lige netop så stor som der var sne til.




En tur forbi minimarkedet blev det til på vejen hjem efter et par småting jeg manglede til dagens øvrige projekter. Jeg er ikke den bedste til at holde fri og bare "fede" den. Jeg føler, at jeg har spildt min fridag, hvis jeg ikke har fået det mindste fra hånden og da fryseren var ved at give ekko fra sig, hver gang den blev åbnet, havde jeg besluttet, at dagen blandt andet skulle gå med at få bagt lidt. Så nu er der igen lidt for enhver smag lagt på frost. Flere af tingene er blevet smagt og godkendt og mon ikke der falder et lille stykke kage af til dessert inden sengetid.




