lørdag den 23. april 2011

Små huer til små hoveder.




Der er født tvillinger i familien. Lidt tidligere ankommet end forventet og de skal nu tilbringe deres første uger på afdelingen for fortidligt fødte. Sådan nogle små nogen har jo ikke tøj på når de ligger der i deres kuvøser, men jeg ved, at de har huer på. Så jeg har fremstillet dem to små bomuldshuer, så de kan skille sig lidt ud fra mængden. Håber nu bare ikke de er alt for store.

tirsdag den 19. april 2011

For 12 år siden.......

Påsken er lige om hjørnet og vi har allerede taget hul på ferien. Vejret er fantastisk og børnene boltrer sig uden for med leg og grin. Jeg selv tog hul på ferien med en velfortjent tur til frisøren inden vejen gik forbi diverse supermarkeder, for at få handlet ind. Hjemme igen blev huset gjort klar til påsken med en omgang med kost og spand, inden den smule påskepynt jeg ejer, kom på plads.



Dagen i dag har vi brugt på at fejre Nansens 12 års fødselsdag. Allerede fra morgenstunden var vi klar. Hele nabolaget havde hejst flaget og hun blev vækket med morgensang, våde hundekys og gaver. Derefter stod den på lækkert morgenbord med rundstykker og amerikanske pandekager.


Nu er dagen ved at gå på held. Børnene hygger sig på værelset med film der er lejet og venter på at få serveret guf dertil. Alt i alt tror jeg, at det er lykkedes mig, at give min datter en dejlig fødselsdag. Ellers tager vi revanche i morgen, hvor det vælter ind med gæster fra nær og fjern.






søndag den 10. april 2011

Solrig søndag.

Solen har i dag skinnet fra en skyfri himmel lige fra morgenstunden. Det er simpelthen så fantastisk at kan nyde sin morgenmad på bænken, hvorefter man lige kan læne hovedet tilbage, lukke øjnene og nyde forårets solskinsstråler i ansigtet. Måske jeg har siddet lidt for længe i den position i dag, for næsen er i hvert fald blevet en smule mere rød end den plejer og de blege arme har også fået en anden kulør.Imens jeg sad der på bænken i morges kunne jeg få øje på det ene projekt efter det andet, der lige burde tages fat på, men det blev ved tankerne. Ja det vil sige, jeg er da kommet i gang med at fjerne ukrudt diverse steder og har da også fået klippet ned hist og pist, men der er nu stadig et stykke vej endnu. Plæneklipperen er blevet startet op i dag. Ikke fordi plænen trænger, men mindstemanden mente at det var tiden. Det blev nu ikke den store succes, da det jo var svært at se hvor han kom til.

Weekenden er ved at lakke mod enden. Børnene glæder sig over, at der kun er en uge til påskeferie, men jeg glæder mig nu mest ligenu over, at jeg endnu er så heldig, at have to fridage inden arbejdet igen kalder.

lørdag den 9. april 2011

Dejlig lørdag.

Jeg er ikke en af dem, der er god til bare at slappe af når jeg holder fri. Jeg har det bedst med at få noget fra hånden, for så føles dagen godt brugt når den er omme og jeg kan med god samvittighed placere mig i sofaen og nyde det.


Sådan en dag har det været i dag. Allerede fra morgenstunden skinnede solen, hvilket automatisk skaber mere energi. Så imens børnene hver især legede med bedste venner, startede jeg op for begge maskiner - for i dag skulle der bages. En bestilling fra min kære niece på pølsehorn og pizzasnegle var i dag på programmet, men det blev nu også til et par poser med muffins, da det jo slet ikke er til at undvære, er der nogen der synes.


Jeg bliver altid overrasket over, hvor lang tid det egentlig tager at bage disse her noget større portioner, men jeg nyder processen og glædes ved resultatet når det ligger der i poser, klar til at komme i fryseren til det skal bruges.

Sidst på eftermiddagen blev det dog tid til en lille gåtur med hunden i snor og drengene på baghjul. Ikke den store motionstur med det tempo de ligger fra landet i, men det var hyggeligt og ja, det var da en gåtur.


Nu er børnene spist af med pizza fra det foretrukne pizzaria. Manden min er ikke hjemme i aften, så vi andre skal hygge med slik og Bingo Banko, og ja måske jeg får læst et par sider i min nyindkøbte bog hen på de sene nattetimer. Det her er weekend når det er bedst.