Facineret og frustreret

Så er jeg kommet igennem 2. dagen på mit nye studie og puha jeg skal da lige vænne mig til den verden igen. Det ene øjeblik er jeg vanvittig facineret og kan ikke vente med for alvor at komme igang. Det næste er jeg ved at blive vanvittig over alle frustrationerne. Kan jeg virkelig finde ud af dette her. Er jeg virkelig dygtig nok og er det muligt for mig at forene et studieliv med mand og børn uden at det ender op med en stor bunke dårlig samvittighed.

Heldigvis er jeg så priviligeret at have søde og betænksomme mennesker omkring mig, men som også er med til at give mig et skub i den rigtige retning og igen få mig til at tænke rationelt.

Det hele er så nyt og vi snakker konstant læreplaner, praktiksteder, kompetencer/ansvar og reflektioner. Man skal reflektere over alt på den her uddannelse og selvom jeg godt ved at det er noget man gør til dagligt kan det godt være svært at få ned på papir, så det også svarer til det de gerne vil høre.

Det er fagre nye verden, men samtidig den verden jeg holder af at færdes i og selvom det kan virke skræmmende snart at skal trække i den hvide kittel glæder jeg mig også til de nye udfordringer og spændende opgaver.

Gad vide om jeg kan finde nogen som gladeligt vil ligge krop til når jeg skal øve injektioner???????