Første dag efter en dejlig påskeferie var lige til at overskue, da jeg havde studiedag og egentlig skulle bruge hele dagen med at læse alt det op jeg ikke fik læst i påsken, men med en lille snu dreng der kan sno sin mor om sin lillefinger blev det ikke til så meget, da han fik mig lokket til at hente ham tidligt i børnehaven. Lidt blev det dog til og her til aften har jeg også været rimelig effektiv. Så effektiv man nu kan være med op til flere børn omkring en der hoppper i sofaen og spiller Oline på computeren. Jeg vil godt lige igennem kapitlet om kriser inden jeg går til ro, men om jeg kan holde koncentrationen så længe må tiden vise.
Jeg synes det er spændende og glæder mig stadig hver morgen til at komme afsted. Denne uge er også noget nemmere at komme igennem da den kun består af to dage på skolen, hvorefter der er en forlænget weekend på fem dage, så det er da også lige til at holde til, også selvom det bliver med næsen i bøgerne meget af tiden.
Mandagens barnedåb blev vel overstået, også selvom vi på et tidspunkt var ved at blive noget i tvivl om det var rigtigt af få Josefine døbt, for hun strittede godtnok kraftigt imod og der skulle noget til for at overdøve hende. Præsten tog det i stiv arm. Han var en yngre mand med en frimodig fremtoning som ikke tog prædikestolen i brug, men helt stod på gulvet foran vi andre, hvor han helt klart ramte hele forsamlingen perfekt. Senere kom det frem, at han da også på et tidligere tidspunkt har fået en anmærkning fra biskoppen, da han under en barnedåb trak en legetøjs føntørrer frem for at tørre håret på barnet. Efter aftale med forældrene vel og mærke.
1 kommentar:
Hej Heidi
ja, jeg er jo ikke så god til den fysiske kontakt....altså hvor tiden dog flyver, men så er det jo godt at jeg kan finde dig her, og læse lidt om hvad der sker i det lille hjem :-)
Det er dejligt at læse, at du er kommet igang med assistenten, og at du er glad for det.
Jeg håber at vi snart kan få tid til at mødes over en kop te igen :-)
Kærlige hilsener til dig og hele familien fra
Lisette - der HADER ombygning, men er næsten færdig ;-))
Send en kommentar