Juletræet med sin pynt.

Da mit arbejde jo som sagt byder på vagter, hvor mange andre holder fri, har jeg i år været så heldig at få lov til at holde et par erstatningsfridage før jul. Det betyder, at jeg først skal på arbejde 1. juledag og har god tid til lige at få det sidste gjort færdigt inden den store dag/aften. Allligevel synes jeg, at der lige kommer forskellige ting på tværs, men jeg når det jo nok alligevel.

I går aftes kom et noget forfrosset træ inden døre. Og igen i år måtte vi konstatere at opmærksomheden ikke havde været helt i top, da træet blev valgt, for på den ene side manglede der underligt nok en gren. Peter påstod godtnok, at den var der da de købte træet, men mente nu heller ikke, at det var blevet forbyttet, sååå. Nu er det så pyntet og med den pæne side ud ser det nu alligevel rigtig flot ud.

Laban er også blevet pyntet og ligner nu en rigtig lille julegris.

Hængepartier.

Nu er halvdelen af december måned ved at være brugt, og jeg synes ærligtalt, at jeg halser lidt bagefter i år. Jeg plejer altid at være på forkant med næsten alt, men i år hænger jeg lidt i bremsen. Nu begynder det at hjælpe på det. I næste uge skal jeg have købt de sidste jule- og kalendergaver, for i weekenden drager vi til til Lemvig for at holde fødselsdag for Stine pigen, hvor der samtidig skal byttes julegaver. I den forbindelse har jeg i dag fået færdiggjort et projekt som længe har været lovet færdigt. Gardinerne til Stines værelse er nu syet næsten færdige, ja så færdige som jeg skal lave dem, så må hun plage sin mor om at få dem lagt op, det var aftalen.

Vi har også fået lavet konfekt og det smager himmelsk. En slags til børn og voksne med pistacie og en anden slags med rom til dem der kan lide og tåle det. Uhm julen er en dejlig, men farlig tid for vægten.

Et sidste farvel.

December måned som i sig selv er en travl og hektisk måned, men også en måned med glæde og store forventninger, har vist sig for mit vedkommende at blive lidt anderledes end forventet.
For kort tid siden mistede jeg min farmor og børnenes oldemor. Trods sine 87 år var hun næsten frisk til det sidste. Selvfølgelig var hun igennem de sidste år blevet ældre, det kunne både hun og vi andre godt mærke, men hun var altid glad og tilpas når vi kiggede forbi og især hvis hendes oldeunger var med.
Nu er hun her ikke mere. Hun sov stille ind i sin lejlighed på plejehjemmet en smuk vinternat. Jeg var så priviligeret at få lov at sidde ved hendes side til det sidste sammen med min tante. Selvom vi gang på gang igennem de sidste dage havde fortalt hende, at det var ok at give slip, for farfar ville stå og tage imod hende, kunne jeg alligevel ikke lade være med inde i mig selv, at bede hende om at hænge i, da vi godt kunne mærke, at hun nu var ved at give slip. Nu husker vi hinanden på, de ord min farfar sagde, da han lå på det sidste: "Det må godt blive et savn, men ikke en sorg". For jeg savner hende, og bliver stadig ked af det, men det hjælper at vide, at hun har det godt, hvor hun er nu.

Sig nærmer tiden.

En ny flot stjerne har fået plads i mit hjem. Det er en gave fra min kære farmor, som havde bestemt, at hendes piger i år skulle have en skilling, som vi så kunne bruge på lige netop det vi havde lyst til. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle købe, for jeg ville gerne have en ting der kunne minde mig om hende, når hun ikke er her mere. Da jeg så denne stjerne var jeg ikke i tvivl. Det er en ting vi hvert år kan tage frem til 1. søndag i advent og hænge på den samme specielle plads og når juletræet kommer ind, kan den pryde toppen derpå.

Adventskransen min er nu også lavet. Den er ikke overdådig, men den er lavet på bedste vis og som jeg godt kan lide den. Nu er jeg næsten klar til 1. søndag i advent og håber bare at vejret holder og alt andet klapper, så Christina og jeg kan komme på juleshopping på fredag og forhåbentlig få købt lidt ind til den søde juletid.

Sikke en dag...

Min sidste fridag i denne omgang skulle være brugt på en shoppetur sammen med Christina, men da vi stod op i morges stod himmel og jord nærmest i et. Selvom vi godtnok gik og overvejede et stykke tid, blev det klart allerede inden længe, at det vist ikke var værd at risikere liv og lemmer for at købe jule- og kalendergaver. En anden faktor der spillede kraftigt ind var også, at Christina som jo skulle med, sad fast i Hobro, som var blevet lukket for al ind- og udkørsel, da byen jo som sædvanlig var fyldt op med biler, der hverken kunne komme frem eller tilbage.
I stedet er huset nu næsten klar til 1. søndag i advent. Jeg mangler dog lige en vigtig detalje, nemlig adventskransen, men ellers er der pyntet op og overalt sidder der nu nisser og kigger og bare venter på decembers komme. Labans julekalender er næsten fyldt op med diverse godter og selv han har svært ved at vente og kredser nysgerrigt rundt og snuser til de små brune poser.

Sådan!

I dag er der blevet bagt. Og der er virkelig blevet bagt igennem. Ovnen har kørt fra i formiddags, og på et tidspunkt troede jeg, at den havde givet op, da den slukkede ned af sig selv. Det var åbenbart bare en "løs" forbindelse og lidt efter kunne pebernødder og brune kager bages færdig. Nu er mit spisebord fyldt med kagedåser og jeg skal til det puslespil at få dem delt, så der er til nær og fjern og lidt til os selv. Jeg plejer desuden at lave en lille blandet dåse til juledagene, da jeg ellers kan være bange for, at der ikke er flere tilbage, når vi kommer dertil.

Starten er gået.....

Julen er så småt skudt i gang med de første julesmåkager i dåserne. Der er blevet lagt dej til vanillekranse, fedtebrød, pebernødder, brune kager og daimspecier og jeg er endnu ikke helt sikker på, om der ikke kunne snige sig endnu en variant ind, jeg skal bare lige have fundet opskriften. I dag gik starten så til bageriet. Børnene har givet mig restriktioner, da der er enkelte de ønsker at være med til at lave, men ellers er jeg overladt til mig selv. Det er hyggeligt, men også en langsommelig proces, da der skal udstikkes og trilles til den store guldmedalje. Resultatet bliver derimod som regel en succes og jeg glæder mig hvert år med også at dele lidt ud til højre og venstre.
I morges da vi stod op var græsplænen hvid og selvom det ikke ligefrem får mig til at juble, er der andre i husstanden der synes det er super, så inden længe var Karl iklædt skibukser og hvad der ellers hører sig til, for at komme ud og skovle sne. Der gik da heller ikke længe før vi blev præsenteret for den flotteste snemand, som var blevet lige netop så stor som der var sne til.