I fredags fyldte yngstemanden 9 år. Det var en dag han havde ventet med længsel og som han havde set frem til med stor spænding. Til trods for at han ikke fik lov til at holde fri fra skole og istedet måtte drage afsted med flødeboller til hele klassen blev det en dejlig lang dag. Efter skole kom 2 kammerater med hjem. Det var egentlig meningen, at eftermiddagen skulle bruges i minizoo, men vejrguderne viste sig ikke fra den bedste side, så fødselsdagen blev fejret herhjemme. Trods regn blev der ivrigt spillet fodbold i haven det meste af dagen og det var et par trætte børn der blev hentet hjem sidst på aftenen.
Vi havde nu tyvstartet med at holde hans fødselsdag, da vi for kort tid siden igen i år valgte, at slå hans fødselsdag sammen med hans to fætre som også fylder år her i juni måned. I år blev fødselsdagen fejret i Skagen og alle 3 drenge havde en dejlig dag. Der blev spist dejlig mad og kage og indimellem måltiderne blev der spillet fodbold på grunden ved siden af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar