Nu tror jeg på at foråret er kommet. Vinterstøvlerne er næsten pakket væk og sommersandalerne er fundet frem og støvet af. Jeg må dog indimellem kapitulere og varme mig med strømper og varme sweater, men i dag har vejret vist sig fra sin bedste side og det er først nu, hvor klokken nærmer sig 19, at jeg må pakke mig lidt mere ind.
Vi nyder weekend/ferie/lockout i sommerhuset. Børnene hygger sig store som små med boldspil på banen ved siden af eller tager sig en, efter deres egen mening, velfortjent lur i solen. Det er frihed når det er bedst. Peter valgte at tage turen herud på cykel sammen med naboen, hvis familie camperer på campingpladsen inde i byen, så det var en mulighed for at pudse formen af.
Jeg selv har valgt at bruge dagen bedst muligt med en god bog i solen. Der falder altid en dejlig ro over mig når vi lander herude og jeg får slappet af på en måde jeg ikke helt formår derhjemme. Dette er mit fristed og uh hvor jeg nyder at være her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar