Forår i luften.

Så er foråret kommet til Valsgård. Ja det er i hvert fald det vi alle nu håber og tror på. Længe er der blevet plaget om at få trampolinen op igen efter vinteren, men som vi lige troede, at det gik den rigtige vej, kom der pludselig sne igen. Nu er den kommet op til glæde for især de to mindste. Der var jubelråb i går eftermiddags da den var færdig og resten af dagen blev brugt på at hoppe. Det er uroligt så meget tid de kan bruge med at hoppe rundt og lege, men det er med stor glæde at se, at de nu tilbringer mere og mere tid udenfor, istedet for foran fjernsynet og computeren.

Lige pludselig er der mange projekter der kalder, men mest glæder jeg mig så meget til igen at kan sidde på bænken eller terassen og nyde de gode dage, hvor solen giver varme til kroppen og den energi vi så voldsomt har manglet gennem denne lange vinter.

Lang vagt.

I dag har jeg min lange vagt. Hele 10 timer går der fra jeg lander, til jeg kan tillade mig at tage hjem igen. Dog virker dagen egentlig ikke så lang endda og jeg når tit meget af det, som jeg ikke når på de andre dage. I dag har jeg mine assistenttimer, hvilket betyder, at jeg rent faktisk kan gå fra i hele 5 timer, for at lave de opgaver som ligger sig på mine skuldre og som jeg har svært ved at nå på de almindelige dage. Nu håber jeg så bare, at vi er fuldtallige og ingen syge, for så ryger timerne vist ud i det blå.

I går fik jeg lavet nemme madpakker til børnene, men med den appetit de ligger fra landet med, er der vist kun mad til en dag eller to. Men ja, så er det da nemt de dage og madpakken er afvekslende fra de andre.

En god dag af slagsen.

Min kære farmor kunne være blevet 88 år i lørdags. Weekenden min var fyldt med arbejde og gymnastikopvisning, så det var først i dag jeg nåede ned på kirkegården med en lille kurv med blomster. Min farmor elskede stedmoderblomster og jeg husker, at der altid stod flere krukker fyldt udenfor hendes dør dengang hun boede her i byen. Derfor skulle der selvfølgelig også være disse i kurven, selvom jeg godt kan være i tvivl om, det er lidt for tidligt at plante dem ud, men jeg håber at det går.

Måske jeg er lidt mærkelig, men jeg kan egentlig godt lide at færdes på kirkegården. Der falder altid en vis ro over mig, imens jeg bare sidder der og mindes. Mindes de gode dage og glæder mig over, at de begge har det godt, der hvor de er nu. Samtidig savner jeg dem utrolig meget og ville ønske, at jeg kunne have beholdt dem begge her - bare for en stund endnu.

Teenagere.

Jeg er ikke særlig populær hos min ældste i dag. Vi har en aftale om, at de skal gå med hunden en gang om dagen og for det, får de så betalt deres telefonregning. De er ikke specielt gode til at overholde denne aftale, og jeg har mange gange truet med bål og brand og aflivning af den stakkels hund, men det har dog ikke rigtig hjulpet.
I dag faldt konsekvensen. Mobilen måtte afleveres. Det er en hård straf, da den jo er livlinen. Jeg har endnu ikke helt besluttet, hvornår han skal have lov til at have den tilbage, men staffen bliver nok ikke så lang denne første gang. Puha det er noget af en opgave at have teenagere!

Mor - er der ikke flere muffins?

Sådan lød det i telefonen i går eftermiddags, da mindstemanden var hjemvendt fra skole og jeg stadig var på job. Det er ikke alt mit hjemmebag der vækker glæde, men mine kager plejer at gå rent ind, så det er ikke så længe de holder, heller ikke selvom de havner i fryseren.

Om der var flere var svært at svare på, men jeg syntes at kunne huske, at der et eller andet sted lå en banankage som de kunne tage istedet. Den var købt, især hvis der måtte laves glasur.

På fridagen min i dag er der så blevet produceret lidt til fryseren, men det er vist ikke alle der når derned. Der skal jo lige smages til.

Imens er weekenden så småt skudt i gang med hygge og Wii spil. I aften får vi dejligt besøg, så huset har fået en hurtig tur med kost og spand og der er friske blomster i de små vaser.

Hastige skridt.

Efter en gåtur i søndags med manden min, blev vi enige om, at det burde vi gøre noget oftere. Jeg vil gerne ud at gå, men har en tendens til altid at finde en undskyldning for ikke lige at komme afsted, hvis der ikke står en og banker på døren. Nu prøver vi at holde hinanden op på dagens gåtur og indtil videre har det virket. Jeg kommer indimellem til at lokke med på ukendte og lidt lange ture, for når jeg bliver spurgt, er den ikke særlig lang og vupti, inden vi får set os om, har vi alligevel gået de 5 km.

På den igen....

Efter en længere pause på adskillige fronter er jeg på den igen. Foråret melder forhåbentlig snart sin ankomst og jeg glæder mig til energien som følger med. Fik en lille snert af det den anden dag, da solen skinnede og vasketøjet blev hængt på snoren. Jeg havde allerede fra morgenstunden op til flere projekter for min fridag, men som det så tit sker, viser det sig at døgnet kun har 24 timer og jeg må indse, at jeg ikke når halvdelen af de planlagte opgaver. Børnene var dog ikke utilfredse med prioriteringen, da de kom hjem til hjemmebagte boller og kage.

Også på strikkefronten går det bedre. Til september ventes der en lille ny i familien og sådan en lille guldklump skal da have noget af mosters hjemmestrik. Huen er næsten klar. Der mangler kun den lille kant rundt, som får den til at se rigtig fin ud, men da hækleriet ikke er min stærke side, må jeg sætte min lid til, at jeg kan bytte mig til lidt hjælp. Det plejer at virke, hvis jeg disker op med lidt hjemmebag.