Man har vel et standpunkt....

........til man tager et nyt. Jeg har altid haft den ide, at når jeg er startet på en bog skal den læses færdig. Sådan har jeg nok også haft det med strikketøj, men denne gang har jeg måttet kapitulere. En kær veninde venter hendes 3. barn til sommer og selvfølgelig skal hun have en hjemmestrikket gave. Mit udspil var prinsetæppet, men efter en del dræbende omgange og lange blikke efter strikketøjet i kurven tog jeg i går aftes konsekvensen. I stedet er der nu en lille trøje på pindende som jeg håber bliver noget sjovere at strikke, så strikkeglæden igen kommer til mig.

What a day!!!

Efter en lidt øv dag på job i går var der en glædelig overraskelse da jeg kom hjem. En mand der trods en endnu mere øv dag på jobbet havde tid og overskud til ligge øre til og havde samtidig tænkt så langt, at hans kone helt klart trængte til den flotteste buket blomster. Det må være telepati. En bedre dag i dag men en utrolig mathed helt ned i sokkerne og jeg fortryder allerede bittert at jeg har sagt ja til at komme på arbejde i morgen på min fridag. Vægtskålen hænger ikke helt i vatter for tiden og vi kæmper sammen en brav kamp for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Det er hårdt, men jeg tror og håber på at det snart bliver bedre så vi begynder at kan se op til stjernerne.

Vinterens glæder

Det lykkedes! At komme lidt op i gear. Fik ordnet lidt praktiske opgaver samtidig med at banankagen blev rørt sammen og bagt. Var i går kommet til at love mindste manden en tur på slæden efter skole i dag, men havde i mit stille sind håbet, at han havde glemt det eller at han kunne spises af med kage, men nej. Han fik gravet slæden fri og derud ad det gik. Endelig fik vi fundet den perfekte bakke, som hverken var for langsom eller for stejl. Det var en succes og jeg er ikke sikker på at det er sidste gang han får mig lokket med på tur. Glæden ved at se han øjne lyse på vej ned at bakken er løn i sig selv, også når jeg gang på gang bliver lokket ned for at trække slæden op til en tur til.

Banankage med chokolade.

Når jeg har lidt for mange bananer på lager som er ved at være brune og ikke særlig spiselige laver jeg denne kage. Kagen kan både laves i bradepande eller i muffinsforme.

3 bananer - 175 g sukker 25 g rapsolie - ½ tsk. vanillesukker - 1 æg - 200 g hvedemel - 1 tsk. bagepulver - 50 (100) g mørk chokolade.

Bananerne moses og røres med sukker, rapsolie, vanillesukker og sammenpisket æg. Mel og bagepulver blandes sammen og røres i. 50 g chokolade hakkes og røres i dejen. Dejen fordeles i enten muffinsforme eller en bradepande og bages midt i ovnen ved 200 grader i 20-25 minutter. Kagen kan pyntes med chokolade som ligges over og smelter på den varme kage eller den kan nydes uden.

Op i gear.

Så blev det mandag igen. Ferien er slut og børnene kom næsten i skole til tiden. Det er hårdt at starte op efter ferie, da alle har sovet længe og ikke har nemt ved at falde i søvn søndag aften.

Jeg har derimod en ekstra fridag inden jeg igen starter på arbejde. Jeg kører dog stadig lidt på ferietid og har svært ved at hive mig op i gear for at komme igang med dagens gerninger. Vejret derude ser ikke for godt ud. Det sneer og vejene er utrolig glatte, men indkøbslisten er lavet og venter på at blive hevet op af lommen i at af byens butikker, så vi kan klare os igennem endnu en uge.

Vinteren som ingen ende vil tage.

Sidst jeg skrev var det vinter. Nu er der gået et år og igen er det vinter og sne overalt. Vi ønskede os en hvid jul og det har vi så fået så rigeligt. Kong vinter har bidt sig fast og jeg har efterhånden svært ved at se det charmerende i sne og frost. Nu vil jeg have forår. Jeg higer efter solen og dens varme og de vitaminer der følger med.
Året som er gået har budt på sorger og glæder, samt både store og små oplevelser. Min uddannelse er endelig afsluttet og et nyt kapitel er startet med job på et dengang i december endnu ikke opstartet friplejehjem. Nu er vi godt igang og hjemmet summer af liv og aktivitet.
Mindste manden min startede efter sommerferien i 0. klasse, hvilket betyder at alle mine nu er i skole og jeg i teorien ikke længere har små børn. Som den mindste vil han sikkert altid være min lille dreng.
Efter utallige opfordringer er jeg nu tilbage på banen med forhåbentlig lidt mere overskud i år 2010.