tirsdag den 30. september 2008

September hvor blev du af?????

Nu skriver vi snart 1. oktober og jeg må sige at siden her er blevet lidt forsømt på det sidste. Jeg synes simpelthen dagene er for korte og med et stramt program både til hverdag og i weekenden når jeg det bare ikke. Min 1. praktik på sygehuset er ved at være ved vejs ende. Der er nu kun en god uge tilbage og det er slet ikke til at forstå som tiden er fløjet afsted. Snart sidder jeg igen på skolebænken, men jeg kan ikke helt finde ud af med mig selv om jeg glæder mig. Det bliver selvfølgelig rart at komme tilbage og se og høre hvordan det er gået de andre og om hvor mange vi nu er tilbage. At morgenstunden bliver lidt længere og jeg ikke absolut skal op kl. 05.40 gør da bestemt heller ikke noget, men alligevel er det lidt trist at sige farvel. Jeg har haft det godt og er faldet godt til på afdelingen, så det er altid lidt vemodigt at tage afsked.



Manden min er taget på kursus i Holstebro, så i aften er det bare med at få børnene tidligt i seng, så vi alle kan være nogenlunde friske til i morgen tidlig, hvor Karl skal køre med mig. Det er altid spændende at se hvilket humør han vågner op med, og om han har tænkt sig at samarbejde, så det er muligt at komme ud af døren uden et barn der skriger hele vejen til børnehaven. Der er bare ikke noget værre end at starte dagen på en sådan måde.

søndag den 24. august 2008

Så blev det søndag aften.

Huset er nu stille. Manden min er med Mathias i kirke og efterfølgende møde i forsamlingshuset om det kommende år som snart konfirmand. Jeg selv sidder og prøver at klargøre en skriftlig midtvejsevaluering som skal afholdes på torsdag, men det er lidt svære mål at greje og jeg kommer indimellem lidt til kort.

Weekenden har stået i hyggens tegn. Familien fra Lemvig her været på besøg og vi har hygget, strikket og holdt fødselsdag for yngste medlem af familien. Mænd og største børn har været i Tyskland og hente forråd ind, så nu kan vi klare os lidt igen.

Lille Jakob som er min venindes dreng på snart 1½ år har været her for at blive passet. Det var første gang han sådan var hjemmefra for at blive passet med overnatning, men det gik over al forventning, så nu får vi nok lov at gentage successen en anden gang mor og far har brug for en friaften.

torsdag den 21. august 2008

Opdatering

Der er simpelthen ikke timer nok i døgnet lige for tiden. Jeg mangler mine tidlige eftermiddage efter at arbejdsdagen hver dag strækker sig til kl. 15. Måske har jeg været forkælet, men jeg glæder mig nu stadig indimellem til at jeg måske igen kan se frem til et job på nedsat tid.

Hverdagen er igen begyndt med tidlige morgener, skolebørn, lektier og madpakker. Alle har sit at se til og når det endelig bliver weekend er der stadig mange ting der skal nåes samtidig med at der også skal slappes af og fejres både det ene og det andet.




Sidste weekend blev brugt på en både sjov og hyggelig polterabend i Skagen. Vejret viste sig fra sin bedste side, og for en gang skyld var der ikke regnvejr lige netop på det tidspunkt hvor jeg var på besøg. Det blev til en tur med sandormen ud til Grenen for at spise frokost i det fri, hvorefter turen gik til havs med Vandormen. Også en eftermiddagstur på ATV langs stranden ved Kandestederne for til sidst at slutte af på en god middag og drinks på Jakobs Cafe.


Weekenden står i fødselsdagsfestens tegn. Min søde lille niece har indvilligt i at holde hendes 4 års fødselsdag her hos os. Vi skal have chokoladeboller og bananbamsekage som er bestilt på forhånd og jeg nyder glæden i deres blikke over mit bagværk.

søndag den 27. juli 2008

Hviledag

I dag har været hvile dag. Vi har prøvet at lade op til at ferien nu definitivt er slut og forude venter hverdagen, dog ikke med madpakker til 4 endnu, da børnene stadig har 14 dages ferie tilbage som skal tilbringes hos familie på kryds og tværs.



Solen har i dag bagt fra en skyfri himmel og der har været grader i nærheden af de 30. Vi har nydt solen i det omfang det har kunnet lade sig gøre uden helt at smelte væk og gik en forfriskende men også varm tur hen af eftermiddagen da Karl bare syntes at det var en tand for kedeligt at være hjemme. Det blev til et smut forbi legepladsen hvor "Spiderman" kravlede rundt i sit net.



Tour de France sluttede i eftermiddag og turen i Paris fik minderne frem fra et par dejlige feriedage. Dage fyldt med indtryk og oplevelser, som forhåbentlig skal genopdages næste år når ferien igen banker på døren.

lørdag den 26. juli 2008

Hele min krop værker.




Trods bagende sol og massiv varme er det lykkedes mig at få bugt med endnu et hjørne af en have som aldrig synes at blive helt færdig. En ny investering, ja lige hvad den kaldes ved jeg ikke men noget i retningen af kantskærer, er blevet flittigt brugt og jeg sidder nu tilbage med trætte og tunge arme efter at have fjernet mange meter græs og andet ukrudt. Nu ser det pænt ud netop her og det er altid en tilfredsstillelse at se noget forandre sig til det bedre.




fredag den 25. juli 2008

En ny arbejdsuge truer

Så er den sidste uges sommerferie ved at være ved vejs ende. Tilbage er kun weekenden som skal nydes i fulde drag med en kombination af afslapning og havearbejde.

Ugen har været præget af liv i huset. Tante Fie, pigerne og Tjapper har været på camp i Valsgård hvor børnene har sovet i telt i haven og hygget med diverse projekter ugen igennem. Der er blevet købt ind til skole/børnehavestart, bagt brød til madpakken samt hygget med kreative opgaver. Nana var så sød at forære mig en ny nøglering til mine arbejdsnøgler af de flotteste perler.

Mathias kunne i onsdags fejre sin 13 års fødselsdag. Der blev til morgen hentet rundstykker af Nana og Stine og til eftermiddagskaffen da Peter kom fra arbejde blev der hygget med bananlagkage og knapkager.
















Et af vore mange mange projekter hjemme fik for alvor en kickstart her i ugen da en god ven af huset kom os til hjælp sammen med lillebror og en flok maskiner. Indkørslen blev gravet fri for overskydende jord og grus og inden vi fik set os om var der lagt granitskærver på. De er effektive de to knægte som lever deres liv iført overalls og med en rendegraver eller bobcat på nakken. Nu mangler vi så den sidste finish, hvilket jo godt kan trække lidt ud, men det er altid nemmere at komme videre når det største ryk er taget.
Jeg er nu endelig blevet færdig med mit sommerferie strik. Den sjove taske jeg faldt pladask for da jeg var med Mie på besøg hos Marianne er nu færdig valket og den flotte hank er syet i. Jeg glæder mig allerede til at få den i brug og tror den vil passe perfekt til enten strikketøj eller madpakken når jeg skal på arbejde igen. Strikkekit til tasken er købt hos http://www.markno.dk/










tirsdag den 15. juli 2008

10 år til












I dag har jeg været gift med Peter i 10 år. Da jeg kom hjem efter en lang arbejdsdag stod der en kæmpe buket roser på bordet sammen med en fin gave som indeholdt endnu et charms til mit armbånd. Nu begynder det efterhånden at ligne noget og jeg nyder hver gang jeg har det på.


Dagen blev fejret med en middag med børnene på Bones. Det var hyggeligt og lige i alles smag med spareribs, stor salatbar og tag selv is til dessert. Da vi gik derfra var der ikke en der kunne få en bid mere ned og bilturen fra Viborg blev brugt til at slå mave.

Mine første 14 dages ferie er brugt op og jeg er nu startet på arbejde igen. Dog kun en uge i første omgang, så kan jeg se frem til at holde min sidste uge.

Ferien til Frankrig blev ligeså dejlig som jeg havde håbet på. En god kombination af afslapning med sol og badning krydret med to spændende dage i Paris, hvor mine ben stadig mærker de kilometer lange udflugter igennem gaderne for at nå at se og opleve mest muligt på denne korte tid.





Jeg lever stadig højt på suset af storbyen og glæder mig allerede til et snarligt gensyn. Serværdigheder blev beundret, lækkert morgenbrød blev nydt i den endnu ikke vågne by og en parisermodel til et kommende bryllup blev indkøbt. Alt i alt en uforglemmelig oplevelse som jeg kan leve højt på længe endnu.