fredag den 19. april 2013

Hip Hurra.

I dag er det Nansens fødselsdag. Hun fylder 14 år og blev til morgen vækket med sang og hundekys. Forinden havde der været gang i køkkenet. Mindstemanden var frisk og tidligt i gang med at hjælpe, så der kunne blive lavet fint og lækkert morgenbord.
Hun var glad og tilfreds med dagens høst, men ville nu alligevel gerne ned til byen for at se om der lige var noget der kunne bruges istedet. Shorts blev derefter byttet til bukser og sko fra sorte til camouflage.
Nu er det hele som det skal være. Der bliver grint og pjattet på trampolinen imens vi voksne er igang i køkkenet med at forberede menuen til aftenens gæster, hvor storebror og morfar er inviteret.





søndag den 14. april 2013

Endnu en weekend er ved vejs ende. Jeg burde egentlig ligge i min seng på nuværende tidspunkt men er ikke helt træt nok endnu. Desværre ved jeg at når vækkeuret ringer i morgen tidlig kl. 05.45 er jeg helt sikkert træt og ikke oplagt til at starte op på en ny uge. En ny uge som dog kun er på fire arbejdsdage, da jeg torsdag eftermiddag går på en uges ferie. En uge som egentlig skulle stå i konfirmationsforberedelsens tegn men som tingene ser ud på nuværende tidspunkt sikkert også kommer til at stå i underholdning af børn hvis lockouten varer ved.
Denne weekend har stået på barnedåb med lille Mikkel. Derudover har der været nogle praktiske opgaver, en dejlig gåtur med hunden og hyggestunder med strik på sofaen som jeg desværre ikke kan vise frem endnu. Det er en gave til en lille baby der forventes at komme meget snart og hvis mor har det med at læse med herinde, så det må vente til den bette er kommet til verden.
Dog kan jeg nu vise nyeste indkøb af garn frem. Det er garn købt i Se Giraffen og det er det blødestes bløde. Det er lidt mere petroleumsfarvet end billedet viser, og skulle gerne ende med at blive til et halvt kongerige, som også hvis alt går vel, ender i en pakke til en dejlig pige som i juni fylder 60 år.

søndag den 7. april 2013

Weekend på Feddet.

Da vi havde sendt Nansen på turne til Berlin med pigekoret og Mathisen havde arbejdsweekend var der kun mindstemanden hjemme denne weekend. Derfor besluttede vi at denne skulle bruges fornuftigt i sommerhuset. Da vi købte huset var grunden allerede hegnet ind, og vi behøvede ikke bekymre os om, at Laban skulle stikke af, men indgangen var ikke lavet specielt smart. Et grønt havehegn blev hægtet på en stolpe, hvilket betød, at hver gang vi skulle forbi skulle det fjernes. Det var forholdsvis upraktisk og hegnet var også gået i stykker og holdt vist kun hunden tilbage fordi han ikke havde prøvet at komme ud.
I går fik vi løst problemet. En tur til tømmerhandlen og nogle timer i den friske luft resulterede i en ny indgang med den fineste låge. Det var mændene i huset der stod for projektet og der blev gravet, støbt og skruet. Jeg selv havde derimod taget kampen op med havens vilde planter der drastisk trængte til at blive tæmmet.

Nu et det søndag aften og i morgen kalder endnu en arbejdsdag, men først skal vi lige have hentet Nansen hjem når hun om en times tid lander på skolen efter en lang dag i bus. Glæder mig til at høre om hendes spændende tur.



onsdag den 13. marts 2013

Tøse hygge.

Jeg glæder mig så meget til det bliver fredag. Jeg har nemlig inviteret mine ynglingstøser på overnatning i sommerhuset. En forsinket fødselsdag der skal fejres med god mad, strik og masser af snak. Jeg har taget et par fridage og drager allerede i morgen østpå for at varme huset op og gøre det hyggeligt, varmt og beboeligt.
I dag har jeg forberedt mig lidt og bagt lidt til morgenbordet. Sunde morgenboller lige til at lune når vi engang står op.

Færdige projekter.

Stumpen fra Geilsk er nu blevet færdig og klar til at pakke ind. Den skal gives væk midt i april når en lille ny nevø skal have sit navn. Jeg er forholdsvis tilfreds med den og håber den vækker glæde hvor den kommer frem.
Min egen trøje er også endelig blevet færdig og jeg håber nu at den passer. Første gang jeg strikkede den var ærmerne en del for lange og den blev i lettere arrigskab kastet i kurven og blev først fundet frem igen for 14 dage siden. Det var en ommer og det er ikke lige min stærke side. Jeg har været inde i en stime af ikke helt vellykket strik og det er ikke ligefrem noget der fremmer kreativiteten. Nu skal jeg snart igang med endnu et lille projekt da der igen ventes småfolk i familien. Søs venter en lille nr. 4 til maj men hun har en mani med at føde lidt tidligere end beregnet. Derfor har hun også opfordret mig til at komme igang, men jeg har nu sagt til hende at man ikke kan forvente en gave før termin :-)


tirsdag den 5. marts 2013

Lige om lidt...

Lige om lidt, nærmere om 10 minutter åbnes der op til salg af workshops på Fanø strikkefestival og jeg sidder nu klar ved tasterne og håber på at komme hurtigt på, så jeg får lige netop dem jeg gerne vil have.
Glæder mig allerede så meget til at skal være i selskab med en flok skønne strikkende piger. Det bliver så godt.

søndag den 24. februar 2013

Sådan.

En hyggelig dag i sommerhuset og en dag med praktiske opgaver herhjemme er hvad denne weekend har budt på.
Imens vi utålmodigt venter på forårets komme, besøgte vi huset ved vandet for lige at se om alt var som det skal være. Vi ordnede lidt, forberedte og hyggede på trods af massiv kulde de første timer.
I dag har vaskemaskinen kørt på højtryk, der er blevet færdiggjort og pakket gaver ind til barnedåb i næste weekend, indkøbsvognen er blevet fyldt med varer og der er blevet bagt lidt lækkert. En bestilling fra mindstemanden der syntes det var så længe siden han sidst havde fået hjemmebagte kyskager.
Nu truer en ny uge forude. En uge der for mit vedkommende dog kun tæller tre arbejdsdage da de sidste to skal bruges sammen med kusinen til lige at ordne det sidste inden lille Emma på søndag skal fremvises i kirken og have sit navn.