Juletræet med sin pynt.

Da mit arbejde jo som sagt byder på vagter, hvor mange andre holder fri, har jeg i år været så heldig at få lov til at holde et par erstatningsfridage før jul. Det betyder, at jeg først skal på arbejde 1. juledag og har god tid til lige at få det sidste gjort færdigt inden den store dag/aften. Allligevel synes jeg, at der lige kommer forskellige ting på tværs, men jeg når det jo nok alligevel.

I går aftes kom et noget forfrosset træ inden døre. Og igen i år måtte vi konstatere at opmærksomheden ikke havde været helt i top, da træet blev valgt, for på den ene side manglede der underligt nok en gren. Peter påstod godtnok, at den var der da de købte træet, men mente nu heller ikke, at det var blevet forbyttet, sååå. Nu er det så pyntet og med den pæne side ud ser det nu alligevel rigtig flot ud.

Laban er også blevet pyntet og ligner nu en rigtig lille julegris.

Hængepartier.

Nu er halvdelen af december måned ved at være brugt, og jeg synes ærligtalt, at jeg halser lidt bagefter i år. Jeg plejer altid at være på forkant med næsten alt, men i år hænger jeg lidt i bremsen. Nu begynder det at hjælpe på det. I næste uge skal jeg have købt de sidste jule- og kalendergaver, for i weekenden drager vi til til Lemvig for at holde fødselsdag for Stine pigen, hvor der samtidig skal byttes julegaver. I den forbindelse har jeg i dag fået færdiggjort et projekt som længe har været lovet færdigt. Gardinerne til Stines værelse er nu syet næsten færdige, ja så færdige som jeg skal lave dem, så må hun plage sin mor om at få dem lagt op, det var aftalen.

Vi har også fået lavet konfekt og det smager himmelsk. En slags til børn og voksne med pistacie og en anden slags med rom til dem der kan lide og tåle det. Uhm julen er en dejlig, men farlig tid for vægten.

Et sidste farvel.

December måned som i sig selv er en travl og hektisk måned, men også en måned med glæde og store forventninger, har vist sig for mit vedkommende at blive lidt anderledes end forventet.
For kort tid siden mistede jeg min farmor og børnenes oldemor. Trods sine 87 år var hun næsten frisk til det sidste. Selvfølgelig var hun igennem de sidste år blevet ældre, det kunne både hun og vi andre godt mærke, men hun var altid glad og tilpas når vi kiggede forbi og især hvis hendes oldeunger var med.
Nu er hun her ikke mere. Hun sov stille ind i sin lejlighed på plejehjemmet en smuk vinternat. Jeg var så priviligeret at få lov at sidde ved hendes side til det sidste sammen med min tante. Selvom vi gang på gang igennem de sidste dage havde fortalt hende, at det var ok at give slip, for farfar ville stå og tage imod hende, kunne jeg alligevel ikke lade være med inde i mig selv, at bede hende om at hænge i, da vi godt kunne mærke, at hun nu var ved at give slip. Nu husker vi hinanden på, de ord min farfar sagde, da han lå på det sidste: "Det må godt blive et savn, men ikke en sorg". For jeg savner hende, og bliver stadig ked af det, men det hjælper at vide, at hun har det godt, hvor hun er nu.