Sig nærmer tiden.

En ny flot stjerne har fået plads i mit hjem. Det er en gave fra min kære farmor, som havde bestemt, at hendes piger i år skulle have en skilling, som vi så kunne bruge på lige netop det vi havde lyst til. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle købe, for jeg ville gerne have en ting der kunne minde mig om hende, når hun ikke er her mere. Da jeg så denne stjerne var jeg ikke i tvivl. Det er en ting vi hvert år kan tage frem til 1. søndag i advent og hænge på den samme specielle plads og når juletræet kommer ind, kan den pryde toppen derpå.

Adventskransen min er nu også lavet. Den er ikke overdådig, men den er lavet på bedste vis og som jeg godt kan lide den. Nu er jeg næsten klar til 1. søndag i advent og håber bare at vejret holder og alt andet klapper, så Christina og jeg kan komme på juleshopping på fredag og forhåbentlig få købt lidt ind til den søde juletid.

Sikke en dag...

Min sidste fridag i denne omgang skulle være brugt på en shoppetur sammen med Christina, men da vi stod op i morges stod himmel og jord nærmest i et. Selvom vi godtnok gik og overvejede et stykke tid, blev det klart allerede inden længe, at det vist ikke var værd at risikere liv og lemmer for at købe jule- og kalendergaver. En anden faktor der spillede kraftigt ind var også, at Christina som jo skulle med, sad fast i Hobro, som var blevet lukket for al ind- og udkørsel, da byen jo som sædvanlig var fyldt op med biler, der hverken kunne komme frem eller tilbage.
I stedet er huset nu næsten klar til 1. søndag i advent. Jeg mangler dog lige en vigtig detalje, nemlig adventskransen, men ellers er der pyntet op og overalt sidder der nu nisser og kigger og bare venter på decembers komme. Labans julekalender er næsten fyldt op med diverse godter og selv han har svært ved at vente og kredser nysgerrigt rundt og snuser til de små brune poser.

Sådan!

I dag er der blevet bagt. Og der er virkelig blevet bagt igennem. Ovnen har kørt fra i formiddags, og på et tidspunkt troede jeg, at den havde givet op, da den slukkede ned af sig selv. Det var åbenbart bare en "løs" forbindelse og lidt efter kunne pebernødder og brune kager bages færdig. Nu er mit spisebord fyldt med kagedåser og jeg skal til det puslespil at få dem delt, så der er til nær og fjern og lidt til os selv. Jeg plejer desuden at lave en lille blandet dåse til juledagene, da jeg ellers kan være bange for, at der ikke er flere tilbage, når vi kommer dertil.

Starten er gået.....

Julen er så småt skudt i gang med de første julesmåkager i dåserne. Der er blevet lagt dej til vanillekranse, fedtebrød, pebernødder, brune kager og daimspecier og jeg er endnu ikke helt sikker på, om der ikke kunne snige sig endnu en variant ind, jeg skal bare lige have fundet opskriften. I dag gik starten så til bageriet. Børnene har givet mig restriktioner, da der er enkelte de ønsker at være med til at lave, men ellers er jeg overladt til mig selv. Det er hyggeligt, men også en langsommelig proces, da der skal udstikkes og trilles til den store guldmedalje. Resultatet bliver derimod som regel en succes og jeg glæder mig hvert år med også at dele lidt ud til højre og venstre.
I morges da vi stod op var græsplænen hvid og selvom det ikke ligefrem får mig til at juble, er der andre i husstanden der synes det er super, så inden længe var Karl iklædt skibukser og hvad der ellers hører sig til, for at komme ud og skovle sne. Der gik da heller ikke længe før vi blev præsenteret for den flotteste snemand, som var blevet lige netop så stor som der var sne til.