tirsdag den 9. juli 2013

Smagen af sommer.

Det kan godt være at jeg ikke har ferie, men dagen i dag har alligevel haft en lille snert af ferie og frihed. Tidligt fri fra arbejde gjorde plads til fornøjelser og vi endte med at pakke bilen med spand og skål for at drage ud i sommerlandet på jagt efter jordbær vi selv kunne få lov til at plukke. Uhmmmmm det var de lækreste røde, søde bær vi fandt frem til og som nu står bare og venter på at blive spist. Nogle vil have dem med mælk og fløde imens andre vil prøve dem med et dyp af chokolade. Måske det lige var overdrevet at der skulle aftensmad på bordet, for vi kunne vist godt have spist os mætte bare i jordbær.



søndag den 7. juli 2013

Nye projekter.

Til september er vi en hel flok piger der skal til Fanø på Strikkefestival. Det bliver en spændende oplevelse med masser af inspiration, strik og god snak. Til den weekend skal jeg have produceret noget nyt strik som skal vises frem, noget blærestrik som tante Fie plejer at sige. Jeg er glad for at strikke, men ikke verdens hurtigste og det skal heller ikke være alt for avanceret, så giver jeg gerne op på forhånd.
I fredags var vi på garnhamstring hos Garnudsalg i Gug. Jeg skulle bare lige have garn til en sort og meget anvendelig cardigan, men endte alligevel ud med at have købt ind til ikke mindre end 3 nye projekter. Jeg er allerede igang med at strikke en vest i det lækreste lilla garn, en gørdetselv gave jeg fik til jul, så nu har jeg ikke mindre en 4 ting at gå igang med. Ej hvor bliver det svært at vælge.



Kreativ opdatering.

En del projekter er blevet færdiggjort.
Det halve kongerige blev en anelse kedsommeligt til sidst med alle de spidser og blev flere gange gemt lidt væk i kurven, så det måtte have en del opmærksomhed kort tid for det skulle gives væk. Det blev færdigt til tiden og resultatet blev rigtig flot. Jeg havde glædet mig til at give det til en "faster" der havde inviteret til hendes 60 års fødselsdag. Hun blev rigtig glad og mange var lige forbi for at mærke og beundre. Sikke mange roser man kan modtage sådan en dag.



Søsters lille pige har fået sit navn. Hannah Elisabeth Storm blev hun døbt og gaver til denne særlige dag blev produceret. Dåbsrammen med avisudklip, en lille legeklods og en strikket sæt med en ferskenhue og trøje med sjove knapper. Jeg er vild med at give gaver, men bliver rigtig glad indeni når gaver jeg selv har brugt tid og energi på at fremstille bliver taget imod med oprigtig glæde.