søndag den 24. august 2008

Så blev det søndag aften.

Huset er nu stille. Manden min er med Mathias i kirke og efterfølgende møde i forsamlingshuset om det kommende år som snart konfirmand. Jeg selv sidder og prøver at klargøre en skriftlig midtvejsevaluering som skal afholdes på torsdag, men det er lidt svære mål at greje og jeg kommer indimellem lidt til kort.

Weekenden har stået i hyggens tegn. Familien fra Lemvig her været på besøg og vi har hygget, strikket og holdt fødselsdag for yngste medlem af familien. Mænd og største børn har været i Tyskland og hente forråd ind, så nu kan vi klare os lidt igen.

Lille Jakob som er min venindes dreng på snart 1½ år har været her for at blive passet. Det var første gang han sådan var hjemmefra for at blive passet med overnatning, men det gik over al forventning, så nu får vi nok lov at gentage successen en anden gang mor og far har brug for en friaften.

torsdag den 21. august 2008

Opdatering

Der er simpelthen ikke timer nok i døgnet lige for tiden. Jeg mangler mine tidlige eftermiddage efter at arbejdsdagen hver dag strækker sig til kl. 15. Måske har jeg været forkælet, men jeg glæder mig nu stadig indimellem til at jeg måske igen kan se frem til et job på nedsat tid.

Hverdagen er igen begyndt med tidlige morgener, skolebørn, lektier og madpakker. Alle har sit at se til og når det endelig bliver weekend er der stadig mange ting der skal nåes samtidig med at der også skal slappes af og fejres både det ene og det andet.




Sidste weekend blev brugt på en både sjov og hyggelig polterabend i Skagen. Vejret viste sig fra sin bedste side, og for en gang skyld var der ikke regnvejr lige netop på det tidspunkt hvor jeg var på besøg. Det blev til en tur med sandormen ud til Grenen for at spise frokost i det fri, hvorefter turen gik til havs med Vandormen. Også en eftermiddagstur på ATV langs stranden ved Kandestederne for til sidst at slutte af på en god middag og drinks på Jakobs Cafe.


Weekenden står i fødselsdagsfestens tegn. Min søde lille niece har indvilligt i at holde hendes 4 års fødselsdag her hos os. Vi skal have chokoladeboller og bananbamsekage som er bestilt på forhånd og jeg nyder glæden i deres blikke over mit bagværk.