lørdag den 28. juli 2012

Overraskelser.

Min kære lillesøster har fødselsdag i morgen og på lørdag har hun inviteret en flok tøser til fødselsdagsfest. Jeg har nu gaverne på plads og glæder mig som et lille barn til at give hende dem. Hvad jeg har fundet på kan jeg ikke vise her, da jeg ved, at hun har det med at læse med på min blog, så det må i have til gode.

torsdag den 26. juli 2012

Sol og sommer.

Straks som jeg startede på arbejde igen efter 14 dages ferie kom sommeren til Danmark. Måske er det kun for en kort bemærkning, så vi nyder hver en solstråle og jeg skynder mig hjem fra arbejde for at få benene op og bare nyde det gode vejr. Børnene og Peter har stadig ferie. Der bliver lavet lidt indimellem, men mest af alt holder de vist bare varmefri.







Jeg har fået lavet min vest færdig. Den er blevet fin, men måske lige i det mindste. Den måtte godt have været en smule længere, men nu ser jeg hvad der sker når den først bliver gået til. Jeg lader den lige ligge lidt til lidt koldere dage og nyder at det ikke er nu der er brug for varme trøjer.



søndag den 15. juli 2012

Oldemors slumretæppe.

I tantes sommerhus fandt vi et strikket tæppe. Pænt vil jeg ikke ligefrem sige at det er, men det er stort og dejlig varmt. Vi tog det til os og blev enige om, at det kunne da være en ide for at få brugt alle de rester der ligger og gemmer sig i kurvene rundt i hjørnerne. Karl har talt. Der er 88 firkanter, så det er jo ikke lige noget man laver på en aften.

Nu er tæppet havnet her i hjemmet. Det viste sig at det var et Oldemor havde strikket da hun stadig kunne og tante syntes at vi skulle tage det med hjem. Tæppet er stadig ikke pænt men har pludselig fået en helt anden betydning og jeg savner lidt hver gang jeg trækker det omkring mig og mindes flittige hænder.







Søde børn.

I dag er det 14 år siden jeg blev gift med manden i mit liv. Vi er ikke selv gode til at huske og fejre denne dag, men efter en dag godt brugte efter havearbejde med hækklipning blev vi overrasket af børnene. De havde bagt en lækker kage, pyntet den og lavet det fineste kort og skrevet de sødeste ord. De er fantastiske mine børn.




lørdag den 14. juli 2012

Jeg får snart mit helt eget.......

Vi har længe snakket om det og nu er drømmen blevet til virkelighed. Vi får vores helt eget sommerhus i Øster Hurup, ikke langt fra, hvor vi netop har holdt vores ferie. Vi ville selvfølgelig helst have været i vores eget, men kunne først overtage det senere, så i denne uge er det kun blevet til et kig eller to og tanker om, hvordan vi vil gøre det til vores helt eget. Jeg glæder mig. Til ferier med familie og venner. Til lange strikkeweekender med tøserne og til bare at være sammen hjemmefra. Det giver god energi og samvær på en helt anden måde.

Det første billede der skal være med til at pryde huset er allerede i hus. Mathias´søde kæreste har malet et familieportræt til os og det billede er jeg bare så glad for. Det er så sjovt og flot og jeg glæder mig til at finde det helt rette sted hvor det skal hænge.

Familieferie.

En uges ferie er nu slut og vi er hjemme igen efter en dejlig uge i tantes sommerhus i Øster Hurup. Selvom den danske sommer ikke viste sig fra sin bedste side, nåede vi da at se solen et par dage, hvor der blev badet til den store guldmedalje, og jeg på et tidspunkt måtte tjekke om børnene havde fået svømmehud mellem tæerne. Tante havde stillet pool op ved sommerhuset. Den var populær, men det lykkedes da også at komme på stranden og komme i vandet. Nansen var mest vovet, imens Karl foretrak at bygge sandstadion sammen med far. Laban derimod var vild med vandet fra starten og var i vandet så snart han kunne se sit snit til det.

 En af dagene var vi på krabbefiskeri på havnen. Det var en stor oplevelse for både store og små og en aktivitet der klart kan anbefales. Det er billigt og kan fange børnene i lang tid. Et par tøjklemmer, snor, lidt kød, fiskenet og en spand så er man igang. Der gik hurtigt konkurrence i, hvem der kunne fange flest og hvem der kunne fange de største. Da legen var ovre blev alle krabber igen smidt i vandet, så kan vi fange dem igen en anden gang.
 Selvom vejret var ustadigt og der ikke altid var til at være udendørs blev det hygget sammen inden døre. Det var dejligt at se, hvor meget glæde mine børn har af hinanden når det nu skal være. De er gode sammen og finder meget hurtigt på aktiviteter.


onsdag den 4. juli 2012

Tur til Madum Sø.

Ikke langt herfra, inde i skoven ligger den fantastiske badesø. Vandet er klart og bunden er fyldt med sand, så her er det en fornøjelse at få en dukkert. Vi var i dag en tur derude efter jeg fik fri fra arbejde. Vejret viste sig fra sin bedste side, så det var med at komme afsted. Temperaturen på vandet var dog ikke noget at råbe hurra for endnu. Det var koldt. Vi kom dog i og under, men det blev en kort badetur. Nu håber vi bare at sommeren varer ved et stykke tid endnu, så vandet kan blive varmet op og vi senere kan nyde en længere tur i vandet.