lørdag den 19. maj 2012

Haven i maj

Foråret begynder så småt at melde sin ankomst og vejrudsigten for næste uge lover ligefrem solskin og højere varmegrader. Haven min har være forsømt siden sidste år, hvilket har resulteret i massiv bunddække af ukrudt i alle afskygninger og en græsplæne der vokser ind, hvor den ikke hører hjemme.


Jeg kan egentlig godt lide af arbejde i haven, men ikke hele tiden. Der skal også være tid til bare at nyde. Derfor har jeg ikke og vil aldrig få det, en prydhave med adskillige bede fyldt med stauder og hvad det ellers hedder. Jeg har to bede rundt om terrassen. De andre blomster lever deres liv i krukker, hvor jeg kan være med til at styre deres udvikling.
De sidste par dage har jeg brugt på at få gjort haven nogenlunde i stand. Der mangler stadig en del, men meget af det er klaret, og det ser nu meget pænere ud. Der er skiftet planter ud i enkelte krukker og der er fjernet en del ukrudt. Nu glæder jeg mig til sommeren kommer lidt nærmere, så de sidste krukker kan blive fyldt med glade farver, som vi forhåbentlig kan nyde i mange timer på terrassen.

onsdag den 16. maj 2012

Invasion vestfra.

I dag får vi besøg af nogen af vores ynglingsmennesker. Vi skal fejre Strittens fødselsdag, så jeg har haft gang i bageriet, så vi ikke skal stå med en masse opgaver i morgen, men bare har tid til hygge og nærvær. Hun har bestilt og jeg har tilladt mig at ændre lidt på ønskerne, men håber alligevel, at det falder i god jord. Gaven er købt i samarbejde med Nana, da hun jo er lidt mere med på moden, når det er den alder det drejer sig om, så jeg tror alt i alt vi er klar.
Nu glæder jeg mig bare til de træder ind af døren og fylder mit hjem op med liv og glade stemmer.

tirsdag den 15. maj 2012

A trip down memory lane.

Efter sommerferien skifter Nana skole. Hun skal i 7. klasse og kommunen har valgt at samle mange af eleverne i overbygningen på en fælles skole. Hun glæder sig. Dels til at komme videre til en ny og større skole, men også til at få nye kammerater og et større fællesskab. Det sjove er, at det netop er min egen gamle skole hun skal gå på. Jeg skiftede skole i 8. klasse, da den mindre skole jeg gik på ikke havde overbygning. I dag var jeg tilbage på skolen. Hun havde lige glemt at få afleveret sedlen som gav adgang til buskort, så jeg måtte afsted. Det var underligt igen at gå på gangene og mærke suset. Det var lige før, hvis jeg lukkede øjnene, at jeg kunne høre mine kammeraters glade stemmer og min klasselærers trommen i bordet med fingeren.

lørdag den 12. maj 2012

En dag ud af mange.

Jeg vil være bager i mit næste liv.........dog med sene åbningstider.
Jeg elsker at bage. Nyder processen og slapper af med at være aktiv i mit køkken alt imens mine to køkkenmaskiner kører derudad.
I dag har jeg haft gang i dem begge, da jeg var sikker på, at der virkelig skulle produceres. Der var ved at være mangler i fryseren og jeg ved,at der snart kommer besøg vestfra, som altid har plads i fryseren, og som jeg vist også skylder et par poser hjemmebag som tak for hjælp med montering af strikketøj. Det blev dog ikke til så meget som jeg havde regnet med, da jeg gik igang. Det tager altid lidt længere tid end først beregnet, så det blev kun til madpakkeboller, hurtige pizzaer og makronmuffins. I morgen må jeg tage endnu en tørn, da de chokolademuffins som Karl havde bestilt ikke blev nået i dag. Samtidig har jeg købt ind til også at kunne bage almindelige boller og birkes, så der er ingen vej udenom. Dog har jeg det privilegie, at have fri det meste af næste uge, så hvis jeg ikke når det hele i morgen, finder jeg helt sikkert tiden til det en af de nærmeste dage.

onsdag den 9. maj 2012

Rappe knapper.

Endelig blev den færdig. Trøjen til Nansen er nu af pindene og endnu engang lykkedes det mig at lave en "bytteydelse" som det hedder indenfor det offentlige, og fik hjælp til monering. Nu skylder jeg vist et par poser hjemmebag, men for mig er det billigt. Jeg elsker at strikke, men hader at montere, så jeg vil hellere bage en hel dag for at betale tilbage.
I dag var vi i byen for at finde knapper til trøjen. Efter en god idé valgte hun knapper i forskellige farver som nu pynter trøjen og giver den et helt andet udtryk. Jeg ved ikke om jeg er helt tilfreds med den. Den virker lidt stor i omkreds, så nu er det bare at vente og se, om den kommer til at hænge på kroppen eller på bøjlen.

På tur.

Mindstemanden er taget med skolen på lejrtur og huset virker pludselig så stille. Han var så klar i går og tog del i pakningenmed stor iver. Kufferten med hjul på blev fundet frem fra gemmerne og pakket med regntøj, gummistøvler, skiftetøj, fodboldkort og sovebamse. Alligevel virkede det til morgen som om han var en smule trykket ved situationen og holdt godt fast i mig da vi sagde farvel. Jeg skulle ikke med op og aflevere ham, og det var nok godtnok, for jeg selv kunne mærke savnet trænge sig på allerede inden han var ude af huset.
Nu glæder vi os bare til at det bliver fredag, hvor han kommer hjem igen. Jeg tror og håber p,å at han hygger sig sammen med sine venner og får en dejlig oplevelse, men jeg har det nu bedst når jeg har ham indenfor mine fire vægge.

søndag den 6. maj 2012

Lidt af hvert.

Endnu en weekend er ved at være slut og nu sidder vi bare tilbage med de sidste praktiske opgaver inden vi igen kan tage hul på en ny og lidt længere uge end sidst. Foran os venter 5 arbejdsdage, men for de yngste af børnene bliver det en lidt anderledes uge. Der er oplevelsesuge på skolen, hvilket for mindstemanden betyder kun to dages skole inden turen går på lejrtur med klassen. Han glæder sig. Jeg ved dog ikke om han glæder sig mest til at komme afsted eller mest til at slippe for lektier og skoledage.

Dagen i dag er blevet brugt flittigt. Der er blevet ryddet op og gjort rent i næsten alle hjørner, vaskemaskinen har kørt på højtryk og der er blevet handlet ind, så vi nu skulle kunne klare os igennem næste uge uden at komme til at mangle noget. Der er blevet bagt et par banankager eller 3 af de bananer ingen alligevel gad at spise, så nu er der også lidt godt til dessert i aften.


Alt i alt har det været en dejlig weekend, trods ændring i planer vi troede vi havde, men som alligevel ikke gik helt som vi gerne havde set det. I stedet tog vi en hurtig beslutning og inviterede os selv på besøg hos nogen af vores ynglingspersoner. Det blev til et par dejlige dage med god snak og strik.